Samarbejde om Vadehavet
Danmark, Tyskland og Holland har siden 1978 samarbejdet om beskyttelsen af Vadehavet. Målet er at bevare et bæredygtigt økosystem, hvor de naturlige processer kan foregå uforstyrret.
Hvad er Vadehavssamarbejdet?
Det Trilaterale Vadehavssamarbejde samler miljøministre, kommuner og regionale myndigheder fra de tre lande. Her drøftes emner, der er vigtige for både mennesker og natur – fra beskyttelse af trækfugle og havpattedyr til udvikling af bæredygtigt fiskeri, fremtidens energiformer, skibsfart, klimatilpasning og uddannelse.
Det fælles sekretariat ligger i Wilhelmshaven i Tyskland. Her koordineres initiativer, udgives forskningsresultater, der understøtter politiske beslutninger, og planlægges konferencer, som udbreder kendskabet til Vadehavet.
Regeringerne fastlægger kursen på ministerkonferencer, der afholdes cirka hvert fjerde år og samler politikere og interesseorganisationer. Herefter omsættes politikken nationalt i samarbejde med lokale myndigheder og befolkningen.
Internationalt samarbejde i et område med storbyer, erhvervsliv og millioner af besøgende kræver grundig dialog. Derfor er der oprettet en række fora og grupper, som sikrer, at alle interessenter høres, og at beslutningerne har bred opbakning.